Rød blok afviser Venstres kontanthjælpsloft: "Det rammer skævt"
Venstre-regeringens forslag til et nyt kontanthjælpsloft afvises af oppositionen. Dansk Folkeparti afventer.
"Når man præsenterer noget, der skulle få flere mennesker i arbejde, så skulle det jo også gerne få flere mennesker i arbejde, og det gør det her jo ikke. Udspillet har ikke den rigtige profil, det rammer skævt, det rammer børnene," siger De Radikales beskæftigelsesordfører, Sofie Carsten Nielsen.
"Når man præsenterer noget, der skulle få flere mennesker i arbejde, så skulle det jo også gerne få flere mennesker i arbejde, og det gør det her jo ikke. Udspillet har ikke den rigtige profil, det rammer skævt, det rammer børnene," siger De Radikales beskæftigelsesordfører, Sofie Carsten Nielsen. Foto: Jens Nørgaard Larsen/Scanpix


Venstre-regeringen ser som ventet ud til at skulle skaffe flertal for sit forslag til et nyt kontanthjælpsloft i blå bloks egne rækker.

Hverken Socialdemokraterne, De Radikale eller Enhedslisten støtter idéen om at sætte et loft over sociale ydelser for at øge tilskyndelsen til at tage et arbejde.

- Nu kender vi Venstre igen. De lavede kontanthjælpsloft i 00'erne, og det virkede ikke. Det får ikke folk i arbejde, det gør dem fattigere, siger Socialdemokraternes beskæftigelsesordfører Leif Lahn Jensen.

Ifølge regeringen selv vil forslaget om et nyt kontanthjælpsloft skaffe "nogle få hundrede i job", og det viser, at forslaget ikke har nogen anden effekt end at gøre folk fattigere, siger De Radikales beskæftigelsesordfører, Sofie Carsten Nielsen.

- Når man præsenterer noget, der skulle få flere mennesker i arbejde, så skulle det jo også gerne få flere mennesker i arbejde, og det gør det her jo ikke. Udspillet har ikke den rigtige profil, det rammer skævt, det rammer børnene, siger hun.

Overraskende for de færreste tordner også Enhedslisten imod regeringens forslag, og dermed skal Venstre rette blikket mod den blå blok.

Både De Konservative og Liberal Alliance påpeger, at forslaget ikke er tilstrækkeligt. Og hos Dansk Folkeparti siger beskæftigelsesordfører Bent Bøgsted, at man afventer regeringens endelige fremlæggelse af reform-udspillet senere fredag formiddag.

Ifølge de endelige regeringsdokumenter, som har været forelagt Berlingske, lægger regeringen op til en model, der især får betydning for 7000 ægtepar, hvor begge er på kontanthjælp.

De må vinke farvel til den månedlige boligstøtte og den såkaldt særlige støtte, som eksempelvis gives til kontanthjælpsmodtagere med høje boligudgifter. Uanset hvor mange børn de har.

Til gengæld piller regeringen ikke ved hverken kontanthjælpssatserne, børnepengene eller retten til at få tilskud til daginstitutioner.

Det skulle spare statskassen for 350 millioner kroner.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.