Rocklegende får nobelpris
Den amerikanske sanger og sangskriver Bob Dylan får tildelt årets nobelpris i litteratur i Stockholm.
Bob Dylan får den prestigefyldte nobelpris for "at have skabt nye poetiske udtryk i den store amerikanske musiktradition."
Bob Dylan får den prestigefyldte nobelpris for "at have skabt nye poetiske udtryk i den store amerikanske musiktradition." Foto: Mario Anzuoni/Reuters/Scanpix/arkiv


Musikeren Bob Dylan får tildelt Nobelprisen i litteratur. Det er torsdag blevet offentliggjort i Stockholm af Det Svenske Akademi.

Litteraturprisen er traditionelt den vanskeligste at forudsige, og der var i år ingen klare forhåndsfavoritter.

Bob Dylan er kendt for sine sange og anses for at være en levende legende og det måske største nulevende navn indenfor moderne rockmusik. Han er ifølge nyhedsbureauet AFP den første sangskriver, der modtager prisen.

Den 75-årige amerikaner får den prestigefyldte nobelpris for "at have skabt nye poetiske udtryk i den store amerikanske musiktradition," forklarer akademiet bag prisen.

Bob Dylan, der oprindeligt hedder Robert Allen Zimmerman, fik sin første pladekontrakt i 1962.

Det store gennembrud lod dog vente på sig i et års tid. Her udgav han albummet "The Freewheelin' Bob Dylan", hvor sange som "Blowin' in the Wind" og "Masters of War" blev kæmpe hit.

Sangteksterne tryllebandt især de unge og frisindede, og Bob Dylan blev udråbt som protestsanger, og medierne kaldte ham for "et talerør for sin generation".

Den amerikanske sangskriver har flere gange tidligere været rygtet til at få prisen.

Blandt andet i 2011 hvor det britiske medie The Guardian beskrev, at flere bookmakere mente, at han kunne være en mulig modtager af prisen.

Også i år har der været spekulationer om, hvem prisen skulle tildeles.

Flere svenske medier har blandt andet spekuleret i, at uddelingen af prisen er blevet udskudt med en uge.

Det er blandt andet blevet tolket som udtryk for uenighed i den komité, der giver prisen.

Uddelingen af prisen sker traditionelt ved, at Det Svenske Akademi udarbejder en liste over mulige vindere i februar.

Denne reduceres til en hemmelig liste med kun fem navne i maj. Sommeren igennem overvejer og studerer akademiets medlemmer de mulige vindere, indtil beslutningen træffes i oktober.

De seneste års vindere var Svetlana Alexievich fra Hviderusland (2015), franskmanden Patrick Modiano (2014) og canadieren Alice Munro (2013).

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.