Rocker sigtet for kokainpakkeri i kælder
Politiets efterforskning har ført til nye anholdelser i stor sag om forarbejdning og besiddelse af kokain.
I november fandt politiet i et kælderrum i Vanløse en større mænge kokain samt flere skydevåben med tilhørende ammunition, blandt andet en M75 automatriffel.
I november fandt politiet i et kælderrum i Vanløse en større mænge kokain samt flere skydevåben med tilhørende ammunition, blandt andet en M75 automatriffel. Foto: Colourbox/free


Endnu to personer er blevet anholdt og sigtet i en større narkosag fra Vanløse, hvor en person allerede sidder bag tremmer. Blandt de nye anholdte er en 31-årig mand, som ifølge politiet er fuldgyldigt medlem af rockergruppen Hells Angels.

Manden blev torsdag anholdt i Midtjylland, og politiet har derudover anholdt en jævnaldrende mand i Nordsjælland, oplyser politikommissær Steffen Thaaning Steffen fra Københavns Politis afdeling for organiseret kriminalitet.

I november fandt politiet i et kælderrum i Vanløse en større mænge kokain samt flere skydevåben med tilhørende ammunition, blandt andet en M75 automatriffel.

Politiet anholdt efterfølgende en 34-årig mand, der var på hospitalet til behandling, og han blev varetægtsfængslet. Han nægter sig skyldig, men han sidder fortsat bag tremmer.

Ud over den større mængde narko, våben og ammunition fandt politiet udstyr beregnet til opblanding og pakning af større mængder kokain.

Nu har politiets videre efterforskning ført til anholdelse af yderligere to mænd, og sigtelserne i sagen drejer sig om besiddelse af mere end ni kilo kokain. Derudover mener politiet, at mændene havde planer om at forarbejde mindst 100 kilo af det forbudte stof.

Mændene er sigtet efter straffelovens narko- og våbenbestemmelser, der tages i brug, når der foreligger særligt skærpende omstændigheder.

Fredag skal en dommer ved Retten på Frederiksberg tage stilling til, om HA-rockeren og den anden 31-årige mand også skal fængsles i sagen. Ifølge politiet nægter begge mænd sig skyldige i de rejste sigtelser.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.