Robbie Williams er klar til karriereskift
Sangeren Robbie Williams afslører, at han er i gang med et tv-projekt.
Robbie Williams befinder sig lige nu i Australien i forbindelse med sin Let Me Entertain You-turné.
Robbie Williams befinder sig lige nu i Australien i forbindelse med sin Let Me Entertain You-turné. Foto: Colourbox/free


Efter mange år i musikbranchen er popstjernen Robbie Williams nu klar til et karriereskifte.

Sangeren afslørede tirsdag på et pressemøde i forbindelse med hans aktuelle Let Me Entertain You-turné i Australien, at han går med en skuespiller i maven. Det skriver The Sydney Morning Herald.

- Jeg har flere jern i ilden, der ikke nødvendigvis har noget med musik at gøre. Det er endnu ikke noget konkret, men det involverer tv, siger han, og bekræfter, at det drejer sig om skuespil.

Den 41-årige "Angels"-sanger fortrød hurtigt sin afsløring, fordi han endnu ikke kan fortælle i detaljer om det nye tv-projekt.

- Jeg skulle ikke have sagt noget, for jeg kan ikke sige noget endnu, siger han og uddyber alligevel en smule.

- Jeg har en idé til et tv-program, som jeg gerne vil lave. Det sker måske og måske ikke. Lige nu ser det ud til, at det kommer til at ske, og jeg er meget spændt, siger han.

Den britiske sanger har allerede prøvet en smule kræfter med skuespillet med en mindre rolle i filmen "Gangsta Granny", men nu tager han altså skridtet videre.

Den populære popstjerne er lige nu på sin Let Me Entertain You-turné i Australien, og han har allerede været rundt og spille forskellige steder i Europa.

/ritzau/FOKUS

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.