Robben kritiserer Holland: Vi har et kvalitetsproblem
3-1-sejren i Luxembourg kan ikke skjule det hollandske landsholds problemer, mener Arjen Robben.
Arjen Robben scorede det ene mål, da Holland vandt en pligtsejr i Luxembourg.
Arjen Robben scorede det ene mål, da Holland vandt en pligtsejr i Luxembourg. Foto: John Thys/AFP


Det hollandske fodboldlandshold hentede søndag aften tre point i jagten på en VM-billet, men dermed er det mest positive også sagt om 3-1-sejren i Luxembourg.

Sådan lyder det fra veteranen Arjen Robben, som tydeligvis ikke er imponeret over den nuværende generation af hollandske landsholdsspillere.

- I øjeblikket spiller det hollandske landshold ikke på det niveau, som vi er vant til. Det er ikke et spørgsmål om, at vi ikke vil. Det er mere et kvalitetsproblem, siger Arjen Robben ifølge det tyske fodboldmagasin Kicker.

Holland vandt bronze ved VM i 2014, men chokerede ved at kikse kvalifikationen til EM i sommer.

Den stolte fodboldnation sluttede kvalifikationen bag Island, Tjekkiet og Tyrkiet, og heller ikke den igangværende VM-kvalifikation har været en opmuntring.

Foruden pligtsejre over Hviderusland og Luxembourg er det blevet til et hjemmenederlag til Frankrig og uafgjort ude mod Sverige.

- Man kan se, at vi har problemer, når vi skal tage initiativet, siger Robben og peger på den skuffende indsats i Luxembourg.

- Det er skræmmende. Selvfølgelig havde banen noget at sige, men der var meget, der ikke var godt. I boldbesiddelse var vi ganske enkelt dårlige, siger den 32-årige Bayern München-spiller.

Ansvaret for at få Holland tilbage på ret køl ligger hos landstræner Danny Blind.

Den tidligere Ajax-kæmpe er under pres efter kun syv sejre i sine første 16 kampe i trænersædet.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.