En trussel på facebook mod skolen Zealand Business College i Ringsted fik tirsdag politiet til at rykke ud. Men ikke i det omfang, som som først blev beskrevet i medierne. Det skriver Dagbladet Ringsted.
På det sociale medie skrev en endnu ukendt person, at man ikke skulle tage i skole på ZBC tirsdag. Opslaget blev fulgt af et link til skoleskyderi.
Ifølge andre medier skulle politiet have sat ind med massivt politiopbud på alle ZBC's afdelinger i Ringsted, Næstved, Roskilde, Vordingborg, samt HG på Campus Haslev.
Men det afviser både Carsten Andersen og ZBC's uddannelsesdirektør Glenny Hansen.
- Vi har haft en patrulje i Ringsted til at lave nogle forhøringer. Der har ikke været bombehunde eller lignende til stede, siger Carsten Andersen, der er kommunikationsmedarbejder i Midt og Vestsjællands Politi til Dagbladet Ringsted.