Riskær var for alternativ: Jeg kunne have lavet noget fedt
Klaus Riskær var for alternativ til Alternativet, mener han selv. Han ærgrer sig over, at han ikke fik lov.
Klaus Riskjær er blevet ekskluderet fra det nyoprettede parti Alternativet. Her ses han i 2013 i forbindelse med sin løsladelse efter at have afsonet en fængselsstraf.
Klaus Riskjær er blevet ekskluderet fra det nyoprettede parti Alternativet. Her ses han i 2013 i forbindelse med sin løsladelse efter at have afsonet en fængselsstraf. Foto: JENS DRESLING/POLFOTO


- Jeg tror, jeg kunne have lavet noget rigtig fedt. Jeg synes faktisk, at det er synd, at jeg ikke får lov til det.

Sådan lyder budskabet fra erhvervsmanden Klaus Riskær i en lydoptagelse, han lørdag har lagt på facebook, i kølvandet på, at han er blevet ekskluderet fra det nyoprettede parti Alternativet.

- Men jeg kan se, at jeg åbenbart var for alternativ til Alternativet, og jeg kan se, at jeg i forhold til partistrukturer ganske enkelt ikke ville kunne fungere og lave det arbejde, som jeg egentlig gerne ville bidrage med. Det er jeg ked af, siger han.

Ifølge Klaus Riskær blev han fredag aften ringet op af Alternativet og stillet et ultimatum.

- Jeg skulle tage stilling til, om jeg ville trække mit kandidatur, og ellers ville jeg blive ekskluderet. Jeg meddelte, at jeg havde gæster, og at jeg ville tænke over problemstillingen og vende tilbage. Men det havde man altså ikke tid til at vente på, siger han.

Klaus Riskær oplyser, at han ikke har tænkt sig at fortsætte i dansk politik, hverken i et andet parti eller på egen hånd.

- For mit vedkommende så var det fem dage i dansk politik, og tak for det.

Eksklusionen af Klaus Riskær kommer ifølge Uffe Elbæk som en reaktion på, at lokale kredsbestyrelser har modtaget bekymrede henvendelser fra menige medlemmer. På baggrund af henvendelserne valgte hovedbestyrelsen at ekskludere Klaus Riskær.

- Det har været en svær beslutning, men jeg synes, det er den helt rigtige beslutning, der er truffet, og jeg bakker fuldstændig op om hovedbestyrelsens beslutning, siger Alternativets politiske leder, Uffe Elbæk.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.