Ringkjøbing Landbobank: Politiet anker sag om kurs-fusk
Ringkjøbing Landbobank blev frifundet for svindel tidligere på måneden. Men nu er sagen anket til landsretten.


Bagmandspolitiet har anket sagen mod Ringkjøbing Landbobank, som blev frifundet tidligere på måneden for anklager om kursmanipulation.

Det var Retten i Herning, som 17. oktober frifandt banken og en medarbejder.

Men nu har Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet (Søik), også kendt som Bagmandspolitiet, altså anket byrettens afgørelse til landsretten, skriver banken i en børsmeddelelse på sin hjemmeside.

Bagmandspolitiet havde rejst tiltale mod banken for kursmanipulation for 13 millioner kroner.

- Vi anker, fordi vi er uenige i resultatet og den begrundelse, som byrettens flertal er kommet med, siger Henrik Helmer Steen, vicestatsadvokat hos Søik, til Finans.dk.

Sagen drejer sig om transaktioner, der blev foretaget på den sidste bankdag i 2011. Ifølge Bagmandspolitiet fik transaktionerne kursen på en virksomhedsobligation til at stige kunstigt.

Bagmandspolitiet vurderede, at kunden profiterede på fifleriet, fordi hans værdier angiveligt blev tyvedoblet ved manøvren.

En virksomhed, som er kunde i banken, og virksomhedens direktør har også været tiltalt, men de er ligesom banken og den bankansatte blevet frifundet.

Bagmandspolitiet rejste tiltale i sagen i sommer. Dengang fortalte Henrik Helmer Steen, at sagen havde principiel karakter.

- Vi betragter derfor straffesagen som en prøvesag af stor betydning for afgrænsningen af, hvornår en bank kan blive straffet for et samarbejde med en kunde om kursmanipulation, sagde han dengang.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.