Rikke Møller går kold og slutter sidst i OL-finale
Rikke Møller Pedersen lå til en medalje inden de sidste 50 meter, men gik siden død og sluttede sidst.
Rikke Møller Pedersen var næsten halvandet sekund fra en medalje i 200 meter brystsvømning.
Rikke Møller Pedersen var næsten halvandet sekund fra en medalje i 200 meter brystsvømning. Foto: Michael Sohn/AP


Heller ikke denne gang skulle det lykkes for svømmestjernen Rikke Møller Pedersen at få en OL-medalje som krone på en flot karriere.

I hendes favoritdisciplin, 200 meter brystsvømning, skuffede fynboen natten til fredag dansk tid ved at slutte sidst af de otte finaledeltagere.

Den danske svømmer havde kvalificeret sig til finalen i femtebedste tid og var inden OL udset som et af de største danske medaljehåb set over alle sportsgrene. Men hun kom ikke til at spille nogen rolle, da guld, sølv og bronze skulle fordeles i svømmehallen i Rio.

I en kogende arena var danskeren ellers fremragende ude og vendte først efter 50 meter og som nummer tre, da halvdelen af løbet var overstået.

Men hun havde tilsyneladende disponeret kræfterne forkert, for da konkurrenterne skruede tempoet i vejret, kunne Rikke Møller Pedersen ikke finde det ekstra gear, der var påkrævet.

Snarere tværtimod, for på de sidste 50 meter gik hun helt i stå. Det, der efter tre fjerdedele af løbet lignede en dansker i tæt medaljekamp, endte med en skuffende sidsteplads.

Finalen sluttede i japansk triumf, da Rie Kaneto slog hænderne først i bassinkanten foran den kontroversielle russer Yuliya Efimova, som dermed vandt sin anden sølvmedalje ved legene. Kineseren Shi Jinglin snuppede bronze.

Rikke Møller Pedersens tid på 2 minutter 23,74 sekunder fortæller sin egen historie om en svømmer, der løb tør for kræfter.

Den er mere end et sekund langsommere end den tid, hun blev noteret for i semifinalen, og der var halvandet sekund op til medaljepodiet.

Hun har dog et skud mere i bøssen ved dette OL, når hun udgør en fjerdedel af den danske holdkap i 4 x 100 meter medley. Der er indledende heat fredag og finale lørdag

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.