Riis' superstjerne fik klø i snevejr
Sne var ingen hindring for Nairo Quintana, som rykkede fra Alberto Contador og andre på et bjerg i Italien.


Colombianeren Nairo Quintana (Movistar) var en klasse over Alberto Contador og to over Vincenzo Nibali, da de kommende Tour de France-kombattanter for alvor prøvede hinanden af opad i cykelløbet Tirreno-Adriatico.

Quintana kørte væk fra en favoritgruppe fem kilometer før mål på søndagens femte etape på 197 kilometer fra Esanatoglia til Terminillo.

Selv om sneen faldt tungt på rytterne, øgede han konstant sit forspring, og han nåede i mål 41 sekunder foran hollænderen Bauke Mollema (Trek) og 55 sekunder foran en mindre gruppe, hvor spanieren Joaquim Rodriguez (Katusha) var første mand over målstregen.

I den gruppe sad også Tinkoff-Saxo-kaptajn Alberto Contador, mens sidste års Tour de France-vinder Vincenzo Nibali (Astana) var røget af tidligere på bjerget.

Nairo Quintana overtog også førertrøjen fra hollænderen Wouter Poels. Han har 39 sekunders forspring til Bauke Mollema og 48 sekunder til landsmanden Rigoberto Uran (Etixx-Quickstep). Alberto Contador er på femtepladsen, et minut og tre sekunder efter.

Mandagens etape rummer ikke stigninger, som skulle kunne ændre væsentligt på løbets samlede stilling.

Det kan den afsluttende 10 kilometer lange enkeltstart i San Benedetto del Tronto på tirsdag til gengæld.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.