I fremtiden skal droner bringe de varer hjem til dig, som du har bestilt over internettet. Det er i hvert fald ideen fra Amazon, der er verdens største online marked.
Mandag blev dronerne vist frem i Washington DC, hvor de viste prøver på deres evner til at flyve med pakker. Droner som disse har primært været brugt af militæret, men der er en stor interesse i, at få dem tilladt til kommercielt brug. Det kræver dog fortsat en del teknisk udvikling, lige som den amerikanske lovgivning først skal definere og tillade brugen af dronerne til pakkeudbringning.
De små, flyvende postbude behøver ingen menneskelig hjælp til at guide eller styre dem. De kan i princippet blot flyve efter koordinater, og så kan deres GPS få dem til at lande med pakken lige foran din dør.