Rigspolitiet sænker beredskabsniveauet igen
Beredskabsniveauet blev hævet til det næsthøjeste niveau efter terrorangrebene i Paris. Nu sænkes det igen.
Rigspolitiet sænker nu beredskabsniveauet til det tredjehøjeste, efter at det i måned har været på det næsthøjeste niveau.
Rigspolitiet sænker nu beredskabsniveauet til det tredjehøjeste, efter at det i måned har været på det næsthøjeste niveau. Foto: Pressefoto Rigspolitiet/free


Efter en måned på det næsthøjeste niveau sænker Rigspolitiet nu beredskabet til det tredjehøjeste niveau igen.

Det oplyser Rigspolitiet i en pressemeddelelse.

Beredskabsniveauet blev hævet til "markant forhøjet beredskab" 17. november i kølvandet på terrorangrebene i Paris 13. november.

Det var første gang nogensinde, at dansk politi gik op i det næsthøjeste niveau, og det skete med Rigspolitiets ord "på grund af den uafklarede situation i en række europæiske lande efter terrorangrebet i Paris".

Men nu er beredskabsniveauet altså sænket til "forhøjet beredskab" igen.

- Vi følger hele tiden situationen og efter en samlet vurdering - herunder drøftelser med Politiets Efterretningstjeneste - mener vi, at politiet kan håndtere den aktuelle situation med et "forhøjet beredskab" som før 17. november, udtaler chefpolitiinspektør i Rigspolitiet, Jørn Aabye.

Rigspolitiet vil fortsat følge udviklingen tæt i forhold til politiets beredskab, tilføjer chefpolitiinspektøren og henviser til, at Politiets Efterretningstjeneste fortsat vurderer, at terrortruslen mod Danmark er "alvorlig".

For borgerne vil ændringen ikke betyde det store, og man vil næppe bemærke, at der er sket en forandring, da ændringen kun handler om politiets beredskab.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.