Rigspolitiet i Danmark udelukker ikke, at 'Maria', et navn hun selv reagerer på, er dansk.
Det skriver tv2.dk.
- Der ligger ikke umiddelbart nogen efterlysning på en 3-4 årig dansk pige hos Interpol fra Danmark, men ikke alle efterlyste kommer i Interpols systemer, siger kommunikationsrådgiver hos Rigspolitiet, Carsten Andersen til tv2.dk.
'Maria' blev fundet under en ransagning i en romalejr i Farsala i Grækenland, og en DNA-prøve har nu vist, at hun ikke er barn af det sigøjnerpar, der havde hende i deres varetægt.
Hun taler ikke græsk, men et romasprog, som man nu kommunikerer med hende på. Hendes lyse hud og hår gør desuden, at hun ikke ummidelbart forekommer græsk.
Når et land har en efterlyst person, og det forventes, at personen er i udlandet, bliver efterlysningen sendt til det internationale politisamarbejde, Interpol, som derfor nu undersøger den fireårige piges identitet.
Hos Interpol samler man så mange oplysninger om den efterlyste som muligt. Eksempelvis billeder, beskrivelser og DNA-prøver, og derfor er det også relativt nemt at tjekke, om 'Maria' er i Interpols systemer.
- Jeg forventer, at græsk politi allerede har taget kontakt til Interpol, men vi holder øje med sagen herfra, og vi forventer, at der vil komme henvendelser fra danskere, efter de har set billederne, siger Carsten Andersen til tv2.dk.
Pigen er nu i organisationen "Smile of the Child's" varetægt.
Newspaq