Rigspolitiet advarer mod at optage flere på politiskolen
Rigspolitiet ser udfordringer ved at øge optaget på politiuddannelsen, som især Dansk Folkeparti ønsker.
Rigspolitiet giver nu for første gang udtryk for, hvad man mener om at udvide optaget på politiuddannelsen.
Rigspolitiet giver nu for første gang udtryk for, hvad man mener om at udvide optaget på politiuddannelsen. Foto: Colourbox/free


Under de igangværende forhandlingerne om en ny fireårig politiaftale, har det altoverskyggende tema ikke været, om politiet skulle have flere midler eller flere betjente.

Spørgsmålet har derimod lydt, hvor stort beløbet skulle være.

Særligt Dansk Folkeparti er opsatte på, at der kommer flere betjente på gaderne, og blå bloks største parti har det som sit højeste ønske til en ny aftale, at politikorpset over ti år får 2000 flere betjente.

Men i et svar til Folketinget lyder vurderingen fra Rigspolitiet, at det kan svække kvaliteten af dansk politi, hvis politikorpset udvides med 2000 betjente over ti år, som Dansk Folkeparti ønsker det.

Det er nye toner fra Rigspolitiet, der indtil nu har klappet i som en østers, når der er blevet spurgt ind til idéerne om flere penge og flere betjente.

- Det er Rigspolitiets vurdering, at en udvidelse af det årlige optag i denne størrelsesorden over ti år kan medføre udfordringer i forbindelse med rekruttering af kvalificerede politiaspiranter, lyder det i folketingssvaret.

Rigspolitiet er også bekymret for, om politiskolen kan tiltrække tilstrækkeligt kompetente undervisere til uddannelsen, hvis optaget udvides.

Folketingsspørgsmålet er stillet af Socialdemokraternes retsordfører, Trine Bramsen.

Under forhandlingerne har Socialdemokraterne givet udtryk for, at man vil have en garanti for, at forkortelsen af politiuddannelsen ikke medfører, at uddannelsen bliver dårligere.

Justitsminister Søren Pind (V) og regeringen har ikke ønsket at sætte tal på, hvor mange nye betjente, der skal tilføres.

Men ministeren erkender, at politistyrken skal styrkes.

De Konservative har dog som DF også sat tal på, hvor mange flere betjente der skal på gaderne. Partiet ser gerne, at politikorpset udvides med 1500 betjente.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.