Ridley Scotts Moses-film ramt af nok et muslimsk forbud
Forenede Arabiske Emirater forbyder storfilmen "Exodus", ligesom Marokko og Egypten har gjort det.


Storfilmen "Exodus: Gods and Kings", som anden juledag fik premiere i de danske biografer, forbydes nu i det tredje muslimske land, da De Forenede Arabiske Emirater (UAE) følger efter Marokko og Egypten.

Ridley Scotts drama handler om Bibelens fortælling, hvor Moses fører israelitterne ud af Egypten. 3D-filmen vil ikke blive vist i emiraterne, fordi den rummer "religiøse og historiske fejltagelser", forklarer UAE's nationale medieråd.

- Filmen viser ikke Moses som en profet, men kun som en fredsprædikant, siger medierådets direktør, Juma Obaid al-Leem, ifølge nyhedsbureauet AFP.

Filmens indhold strider ifølge direktøren mod Koranen, hvor Moses er en profet ligesom Muhammed. Moses er en vigtig figur blandt både jøder, kristne og muslimer.

Og mange muslimer mener, at det er forkert at afbilde islams profeter.

- Vi tillader ikke, at religioner forvrænges. Når det gælder historiske og religiøse film, er vi optaget af at have en korrekt fortælling og undgå at såre andres følelser, siger al-Leem.

I Marokko fik biografejerne i sidste uge "mundtlige" forbudsinstrukser fra det statslige institut CCM med ansvar for film og biografer, selv om CCM først gav "Exodus" grønt lys. I weekenden tog den sidste marokkanske biograf så filmen af plakaten.

I forvejen havde Egypten forbudt filmen med en begrundelse om, at den ikke er historisk korrekt.

I Ridley Scotts historiske storfilm spiller Christian Bale hovedrollen som Moses, der blæser til kamp mod den egyptiske farao Ramses.

Det har også vakt kritik, at det kun er hvide skuespillere, der spiller hovedrollerne i "Exodus".

Ridley Scott har forklaret, at filmen ikke kunne finansieres, hvis en - for det amerikanske filmpublikum - ukendt skuespiller fra et mellemøstligt land skulle spille Moses.

/ritzau/AFP

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.