Riddersholm tilfreds: En krig vi skulle vinde
FC Midtjylland vandt hjemme 3-0 over OB til stor tilfredshed for FCM-træner Glen Riddersholm.
FCM -træner Glen Riddersholm er tilfreds efter forårspremieren mod OB.
FCM -træner Glen Riddersholm er tilfreds efter forårspremieren mod OB. Foto: CLAUS BONNERUP/POLFOTO


FC Midtjylland sled sig mandag aften til en 3-0 sejr over gæsterne fra OB i klubbernes første kamp i forårssæsonen. Spillet var til tider ikke kønt, men midtjyderne var effektive, da det gjaldt.

- Det blev en lige så svær kamp, som jeg havde regnet med. OB er stærke fysisk, og det blev en krig, som vi skulle vinde. Jeg havde forventet, at det ville blive hårdt arbejde, og det blev det i høj grad, siger FCM-træner Glen Riddersholm.

FC Midtjylland havde to debutanter med fra start, og det var en godkendt indsats ifølge træneren.

- Dahlin (Johan, red.) havde jo egentlig ikke så meget at lave, men han var meget rolig, og han var på plads, da der var behov for det. Martin Pusic er et kraftværk og fik sat OB under af pres kampen igennem, så jeg er tilfreds, siger Riddersholm.

Ud over debutanterne var der comeback til forsvarskrumtappen Erik Sviatchenko, der var tilbage efter et skadesplaget efterår.

- Jeg synes, vi viser, at vi vil fremad, og at vi vil vinde uanset hvad. At vi så ikke spiller champagnebold, det betyder ikke så meget. Skal vi score alle mål på dødbolde, så gør vi gerne det, siger Erik Sviatchenko.

FC Midtjylland har med dagens sejr igen et forspring på otte point ned til forfølgerne fra FCK, og Glen Riddersholm afviser, at der vil opstå gummiben i FC Midtjylland

- Vi vidste godt, at der lå et ydre pres, men det kunne man ikke mærke på spillerne i dag. Det var vigtigt at vise, at vi er klar og kan vinde på trods af hårde betingelser, slutter han.

Næste gang, FC Midtjylland skal forsvare føringen i Alka Superligaen, er den 1. marts, når topholdet skal en tur til Brøndby.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.