Med seks mål i 12 kampe var frontløber Morten "Duncan" Rasmussen en god angriber for FC Midtjylland i efterårssæsonen.
Men med indkøbet af den aktuelle ligatopscorer Martin Pusic, der er hentet i Esbjerg, har "Duncan" fået hård konkurrence til den forreste plads.
Så hård at han starter uden for i mandagens forårspremiere i Alka Superligaen mod OB.
Allerede søndag oplyser Glen Riddersholm, at Pusic starter i front.
- Morten "Duncan" har et lille efterslæb fra opstarten og mangler 5-10 procent i sin timing, begrunder Glen Riddersholm over for bold.dk.
Den ene af FCM's topscorere i efteråret Pione Sisto har været tvivlsom op til kampen, men profilen, der scorede syv gange i første sæsonhalvdel, skulle blive klar.
- Vi har prioriteret, at Pione får behandling af en dygtig specialist i dag. Men det er ikke alvorligt, og vi regner klart med, at han er en del af truppen i morgen, siger træneren.
FCM har overvintret på førstepladsen med otte point ned til FC København på andenpladsen. OB har holdt pause som nummer 10 lige over nedrykningsstregen.
Mandagens kamp i Herning begynder klokken 19.
/ritzau/