Riddersholm fik første AGF-sejr: Ikke nogen forløsning
Glen Riddersholm hentede onsdag sin første Superliga-sejr med AGF i det 11. forsøg, da Esbjerg blev slået 5-1.
Da AGF endelig vandt i Superligaen, skete det med hele 5-1 over Esbjerg.
Da AGF endelig vandt i Superligaen, skete det med hele 5-1 over Esbjerg. Foto: Koustrup Kenneth Lysbjerg/Polfoto


For første gang i foråret lykkedes det onsdag AGF at hente en sejr i Alka Superligaen med Glen Riddersholm som cheftræner.

Selv om der skulle gå 11 kampe, før det lykkedes at slå en modstander, så vil Riddersholm ikke kalde 5-1-sejren over Esbjerg en forløsning. Han mener i stedet, at det er en kulmination på lang tids hårdt arbejde.

- Forløsning er for kraftigt ord at bruge. I dag var kulminationen på lang tids hårdt arbejde, og spillerne fortjente sejren.

- Jeg er glad på spillernes vegne, for at vi endelig fik sejren, og måden vi gjorde det på, siger Glen Riddersholm.

Han understreger dog, at selv om det blev til en storsejr, så var præstationen ikke meget bedre end i andre kampe.

- Præstationen mindede egentlig om mange af de andre, som vi har leveret i foråret, men i dag fik vi udbytte af det, og det er selvfølgelig en glæde. Men jeg så også, at der stadig er nogle ting, som vi skal arbejde videre med.

AGF-målmanden Steffen Rasmussen kunne fejre jubilæum i storsejren. Han er stolt over at nå den flotte milepæl i den traditionsrige klub.

- Da vi var i gang, var det en kamp som alle andre. Det er dog klart, at der har været en masse snak om, at det var kamp nummer 400, siger Steffen Rasmussen.

- Jeg er stolt over det og glad for det. At være den tredje spiller, der når den bedrift i en klub, der er 136 år gammel, det er jeg sgu stolt over.

Han er samtidig lykkelig for, at han kunne fejre dagen med forårets første sejr i Superligaen.

- Det var dejligt at kunne fejre med en sejr. Det har vi virkelig trængt til. Vi fik puttet bolden i kassen i dag, og det har manglet i nogle af de andre kampe, siger Steffen Rasmussen

- Sejren bør give os noget forløsning, men vi skal være klar til at kæmpe hårdt for at bygge videre på det, siger han.

Næste opgave for AGF er tirsdag 17. maj, hvor AaB kommer på besøg.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.