FC Nordsjællands Jonathan Richter, der blev ramt af et lynnedslag, har nu fået amputeret den nederste del af sit venstre ben. Det oplyser klubben til tv2.dk.
Lynet ramte Richter under en træningskamp på Hvidovre Stadion den 20. juli.
Siden har den 24-årige spiller ligget på den intensive afdeling på Hvidovre Hospital, hvor kirurgerne altså nu har amputeret hans venstre ben fra under knæet, fordi det var meget beskadiget af lynnedslaget.
Det forlyder, at Richter selv var med til at beslutte at få fjernet den ødelagte del af benet, og at operationen har forbedret hans almene tilstand kraftigt - så meget at han snart kan flyttes fra den intensive afdeling.