Ribe-Esbjerg tog sejren i bundgyser i håndboldligaen
Ribe-Esbjerg kom bedst ud af søndagens bundkamp mod Skive i Boxer Herreligaen, hvor gæsterne vandt med 24-22.
Claus Uhrenholt og Ribe-Esbjerg vandt søndagens udekamp i Skive.
Claus Uhrenholt og Ribe-Esbjerg vandt søndagens udekamp i Skive. Foto: BONNERUP CLAUS/Polfoto


Det var et spil om terræn i den absolutte bund af Boxer Herreligaen, der var på spil, da Skive søndag aften tog i mod Ribe-Esbjerg.

Og gæsterne kom bedst ud af det med en sejr på 24-22 efter en kamp, der blev lige så tæt, som tabellen umiddelbart indikerede inden kampen.

De to hold fulgtes nemlig pænt ad det meste af kampen, og derfor var det også meget naturligt, at det blot var et enkelt mål, der skilte de to hold ved pausetid.

Her var Ribe-Esbjerg i front med 14-13 efter en scoring fra Morten Vium Troelsen 21 sekunder før pausefløjtet.

I hele anden halvleg fulgtes de to hold fortsat ad, og i store dele af de sidste 30 minutter var stillingen også helt lige.

Med omkring ti minutter igen lavede Skive dog tre mål på stribe og bragte sig foran med 21-19, og så lignede det en hjemmesejr.

Men på to hurtige scoringer af Morten Nyberg kom gæsterne tilbage, og så fulgtes de to hold igen ad til 22-22.

Til sidst blev Pelle Schilling Guldager helten for Ribe-Esbjerg, da han sikrede gæsterne sejren med to scoringer, efter at Skive to angreb i træk blev forhindret scoring i de afgørende minutter.

Med sejren passerer Ribe-Esbjerg Skive i tabellen med syv point for 14 kampe. Skive er sidst med seks point for 14 kampe.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.