Ribe-Esbjerg slår Lemvig og ryger op på slutspilsplads
Efter pausestillingen 11-8 vandt Ribe-Esbjerg 25-19 ude over bundholdet Lemvig i mændenes håndboldliga.


VM-pausen i mændenes håndboldliga har ikke vendt heldet for bundholdet Lemvig.

I den første kamp efter slutrunden tabte Lemvig på hjemmebane med 19-25 til gæsterne fra Ribe-Esbjerg, der var tre mål bedre i begge halvlege.

Nederlaget er det syvende i træk for Lemvig, der ikke har sunget sejrssangen i omklædningsrummet siden 21. november.

Sejren gør til gengæld underværker for Ribe-Esbjerg, der passerer tre hold og overtager rækkens ottendeplads, der akkurat giver adgang til slutspillet.

Ribe-Esbjerg er noteret for 19 point, hvilket er et point mere end Mors-Thy, Sønderjyske og Århus Håndbold. De tre klubber har dog muligheden for at passere Ribe-Esbjerg, hvis det bliver til sejre i weekendens kampe.

Netop Mors-Thy og Århus Håndbold møder hinanden lørdag, mens Sønderjyske søndag har en svær udekamp mod rækkens nummer tre, Bjerringbro/Silkeborg.

I bunden af rækken ligger Lemvig nummer 12 med ni point. Kun Skanderborg og Odder har færre point.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.