Revisor i Roskilde Bank frygter urent trav i retssag
Ernst & Young er bekymret for afgørelse i landsretten i retssagen, som handler om tab på en milliard kroner.
Erstatningssagen efter krakket i Roskilde Bank begyndte 16. november sidste år, og efter 22 retsmøder i Østre Landsret er der opstået et slagsmål om rækkefølgen af vidnerne (arkivfoto).
Erstatningssagen efter krakket i Roskilde Bank begyndte 16. november sidste år, og efter 22 retsmøder i Østre Landsret er der opstået et slagsmål om rækkefølgen af vidnerne (arkivfoto). Foto: Valente Ditte/Politiken


Den store erstatningssag om tab på en milliard kroner i Roskilde Bank har udviklet sig til et slagsmål om, hvornår den tidligere chef for Finanstilsynet skal afhøres. Skal det være i april eller i november?

Henrik Bjerre-Nielsen var chef for tilsynet, da banken kørte af sporet - men siden er han blevet topfigur i Finansiel Stabilitet, som er det statslige selskab, der har anlagt retssagen i Østre Landsret.

De sagsøgte direktører, bestyrelsesmedlemmer og revisionsselskabet Ernst & Young har krævet, at Henrik Bjerre-Nielsen afhøres som det første vidne i april.

Det har Finansiel Stabilitets advokater protesteret imod, og de har netop fået medhold af landsretten. Direktøren udspørges først til november.

Men med afgørelsen skabes der frygt for urent trav, lyder budskabet fra Ernst & Youngs advokat, Georg Lett.

Loven siger, at vidner ikke må overvære andre vidners forklaringer, før de selv bliver udspurgt.

- Den menneskelige natur gør jo, at man kan blive påvirket af det, man hører, at andre har forklaret, siger Georg Lett.

Henrik Bjerre-Nielsen er som nævnt direktør i Finansiel Stabilitet og er således arbejdsgiver for selskabets advokater, der fører sagen.

- Vi er ret bekymrede for, at der kan ske et brud på et afgørende retsprincip om, at vidner ikke må få kendskab til andre vidners forklaringer, før de selv har afgivet forklaring, siger Georg Lett.

Landsrettens beslutning burde føre til, at Bjerre-Nielsen afskæres fra at læse de retsbøger, som advokaterne løbende modtager med andre vidners forklaringer, mener advokaten.

Men det er der ikke hjemmel til. Finansiel Stabilitets direktør har ret til at drøfte alle forhold i sagen med sine advokater.

Advokat Lett tilføjer, at Ernst & Young nu overvejer at søge om tilladelse til at kære landsrettens afgørelse til Højesteret.

Men hvis den nuværende slagplan holder, vil den tidligere direktør Niels Valentin Hansen blive den første, der udspørges, og det vil ske i april.

Indtil nu har landsretten afviklet 22 af de planlagte 117 retsmøder. Finansiel Stabilitet led et nederlag i begyndelsen af sagen, da den ene af to påstande blev smidt i skraldespanden.

Tilbage står kravet om betaling af en milliard kroner som erstatning for nogle af de tab, som opstod i banken.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.