Reuters: Rusland har kampvogne på luftbase i Syrien
Rusland har placeret omkring seks kampvogne på en syrisk luftbase, siger kilder til Reuters.


Ruslands seneste aktiviteter på en luftbase i Syrien tyder på, at russerne er ved at anlægge en luftbase, siger talsmænd for det amerikanske forsvarsministerium Pentagon.

- Vi har set personer og ting blive flyttet rundt på en måde, som tyder på, at de har planer om at bruge en base der, syd for Latakia, som en fremskudt luftbase, siger Pentagons talsmand, Jeff Davis.

Nyhedsbureauet Reuters skriver, at USA mener, at Rusland har flyttet kampvogne til basen.

- Rusland har placeret omkring seks kampvogne på den syriske luftbase, hvor det kontinuerligt og vedholdende har forstærket sikkerheden, siger to amerikanske embedsmænd, der ønsker at være anonyme.

En af de amerikanske embedsmænd siger, at syv russiske T-90 kampvogne er blevet set på luftbasen, hvor der også er placeret russisk artilleri.

Russiske teknikere, militærrådgivere og soldater opholder sig på stedet, siger overvågningsgruppen Syriens Observatorium for Menneskerettigheder.

Flere libanesiske kilder og embedsmænd i Washington har sagt, at russere har deltaget i militære operationer i Syrien.

- De deltager ikke kun som rådgivere. De deltager i operationer, sagde unavngivne kilder i weekenden.

Den syriske præsident, Bashar al-Assad, er under stigende pres, og regeringshæren har netop tabt en luftbase i Idlib-provinsen efter to års belejring.

Tysklands udenrigsminister, Frank-Walter Steinmeier, har advaret Rusland mod en øget militær indblanding i Syrien. Han siger, at en atomaftale med Iran og nye FN-initiativer udgør et nyt startpunkt for en løsning på den syriske konflikt.

/ritzau/Reuters

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.