Retten: Bilist forfulgte ambulance
Bilist må undvære kørekortet i et halvt år og betale en bøde for at køre i hælene på ambulance med blåt blink.
Bilisten fulgte efter ambulancen på en strækning over 47 kilometer.
Bilisten fulgte efter ambulancen på en strækning over 47 kilometer. Foto: Colourbox/free


Retten i Herning har fradømt en bilist kørekortet i et halvt år for at følge efter en ambulance under en udrykning.

Kørslen foregik over en strækning på omkring 47 kilometer mellem Ringkøbing og Herning. Undervejs blev færdselsloven overtrådt, da der blev kørt for stærkt, og der blev kørt over spærreflader og spærrelinjer, oplyser retten i en pressemeddelelse.

Bilisten har i retten nægtet at have fulgt efter ambulancen.

Imidlertid har føreren af ambulancen forklaret, at han følte sig generet af bilisten. Han mener, at der kunne opstå farlige situationer, ved at bilisten fulgte efter ambulancen, og det gjorde ham stresset.

Den forklaring har retten valgt at lægge til grund for domen, der ud over den tidsbegrænsede frakendelse af kørekortet også omfatter en bøde på 7000 kroner.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.