Retsmedicinere obducerer tre drabsofre fra Frederiksberg
Først efter obduktionen af tre drabsofre vil politiet bidrage med yderligere oplysninger om sagen.


Obducenterne på Retsmedicinsk Institut i København er i gang med at undersøge ligene af de tre mænd, som onsdag blev fundet dræbt i en lejlighed på Christian Paulsens Vej på Frederiksberg.

- Når engang obduktionerne er afsluttet, vil vi komme med en udtalelse, og indtil da har vi ingen kommentarer, siger efterforskningsleder Jens Møller til Ritzau torsdag formiddag.

Københavns Politi modtog onsdag eftermiddag en anmeldelse og fandt efterfølgende de tre lig liggende i lejligheden.

Politiet har identificeret de dræbte, men ud over deres køn og alder ønsker Jens Møller endnu ikke at melde yderligere ud. De dræbte er alle mænd på henholdsvis 19, 23 og 24 år.

TV2.dk har via de sociale medier og andre kilder fundet frem til de dræbtes identitet. Ifølge TV2's oplysninger skulle den 24-årige tidligere have været en del af miljøet omkring rockergruppen Bandidos.

Jens Møller ønsker over for Ritzau dog hverken at be- eller afkræfte de informationer.

- Det kan være, at vi på et senere tidspunkt vil melde noget mere overordnet ud om, hvem de er. Det er noget af det, vi overvejer, siger Jens Møller.

Ekstra Bladet har talt med andre beboere i området, og de fortæller, at man har hørt skud fra lejligheden. Vidnerne beretter om 10-12 skud over for avisen.

Politiet ønsker torsdag formiddag ikke at oplyse, om man har viden om, hvorvidt der er blevet affyret skud i lejligheden.

Skulle det være tilfældet, vil politiet formentlig allerede vide det. Ud over at det muligvis vil kunne ses på ofrene, så vil de fleste skydevåben udkaste tomme patronhylstre fra gerningsvåbnet.

Et eventuelt fund af sådanne hylstre på gerningsstedet vil kunne give politiet et fingerpeg om, hvor mange gange og med hvilken type våben der er blevet skudt.

Ifølge Jens Møller vil obduktionerne være afsluttet i løbet af torsdag.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.