Leveret af Ritzau Fokus
Opdateret kl. 23:15
I lighed med en masse andre danskere var Trine Nebel, der er fagmedarbejder og retoriker ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, ved at få champagnen galt i halsen under dronningens nytårstale.
Det skete helt præcist, da dronningen i sin tale forklarede, at prins Henrik ikke længere deltager i de officielle opgaver, men i stedet går på selvvalgt pension.
- Det er vel det tætteste, som man kommer på at sige, at "vi tager lige en pause", hvis man var i et almindeligt parforhold eller samliv, siger retorikeren.
Hun hæfter sig ved, at dronningen vælger at fortælle sine landsmænd om prinsens tilbagetrækning fra den størst mulige scene.
- Hun har 10 minutter om året, hvor hun har befolkningen i sin hule hånd. Det er hendes mulighed for at aflevere et klart og tydeligt budskab, og det siger noget om tyngden af dette budskab.
- Det må betyde, at det har fyldt noget mellem dronningen og prinsgemalen, siger Trine Nebel.
Hun er sikker på, at den megen støj, der har været i kølvandet på prins Henriks manglende tilstedeværelse ved regenten 75-års fødselsdag, har medvirket til beslutningen.
- Hun opnår med det her, at vi i forbindelse med kongelige begivenheder ikke længere behøver forholde os til, om prins Henrik nu var til stede, og om han sagde noget fjollet.
- Hans fravær til fødselsdagen larmede ret meget, og han ville også fremover kunne overskygge den fællesskabsfølelse, som er en af kongehusets funktioner, siger hun.
/ritzau/