Ret til egne penge gør voldsramte kvinder trygge
Dansk Socialrådgiverforening mener, at et forslag fra Enhedslisten kan gøre livet på krisecentrene nemmere.
Det er et stort problem, at voldsramte kvinder kan være afhængige af at blive forsørget af deres mand, siger Dansk Socialrådgiverforening.
Det er et stort problem, at voldsramte kvinder kan være afhængige af at blive forsørget af deres mand, siger Dansk Socialrådgiverforening. Foto: Colourbox/Free


Kvinder, der er flygtet fra en voldelig mand til et krisecenter, har brug for tryghed - og det kan et sikkert økonomisk fundament give dem.

Sådan lyder meldingen fra Dansk Socialrådgiverforening, efter at Enhedslisten har foreslået at give kvinder ret til kontanthjælp eller integrationsydelse fra første dag på krisecenter.

- Det er rigtig mange ting, som de her kvinder skal forholde sig til, siger formand Majbrit Berlau.

- Når man skaber stabile rammer for dem i den kriseramte situation, de er i, giver det plads til at koncentrere sig om de psykiske, sociale og fysiske forhold, som de skal komme sig over.

Hvis kvinderne ikke har et arbejde, kan de nemlig være afhængige af deres mands indkomst. Det skyldes den gensidige forsørgerpligt. For at få ret til kontanthjælp eller integrationsydelse skal kvinderne bevise, at de er separerede, og det kan tage tid.

- Vi hører fra socialrådgiverne, at det er en tilbagevendende problematik, siger Majbrit Berlau.

Ud over et økonomisk fundament er det afgørende, at kvinderne får hjælp til at finde et sted at bo, at sagsbehandlingen hos politi, læge og myndigheder er smidig, og at det hurtigt bliver afklaret, hvordan forældremyndigheden skal fordeles, siger formanden.

- Jo flere faste og trygge rammer, vi skaber for kvinderne, jo større er oddsene for, at de kan etablere et selvstændigt liv og ikke vender tilbage til parforholdet, siger hun og påpeger, at der også skal psykologisk hjælp til.

- Kvinderne skal have hjælp til at få selvværd og selvtillid tilbage. Der er en stor gevinst for samfundet, hver gang det gøres ordentligt, for det kan betyde, at de kan komme i uddannelse eller i arbejde, siger Majbrit Berlau.

Ud over økonomisk hjælp foreslår Enhedslisten at give kvinderne ret til psykologisk hjælp efter opholdet på krisecenter.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.