Respektfuld jødisk mindetale gør Løkke rørt
"Smukt, respektfuldt og mindeværdigt", siger Lars Løkke Rasmussen om mindehøjtidelighed for terrorangreb.


Det er formanden for det jødiske samfunds stærke tale, der har gjort størst indtryk på Venstre-formand Lars Løkke Rasmussen ved mandagens mindehøjtidelighed på Østerbro for ofrene for weekendens terrorangreb.

Det siger Lars Løkke Rasmussen til Ritzau.

- Jeg blev meget rørt over det, som formanden for Det Mosaiske Troessamfund (Dan Rosenberg Asmussen, red.) sagde.

- Han siger det med afsæt i at være formand for en menighed, der har mistet et ungt medlem i et angreb, der uanset, hvordan man vender og drejer det, er forankret i et forvrænget religiøst billede.

- Med det afsæt stiller han sig op og siger, hvad det handler om. Det handler om bekæmpelse af ekstremisme og ikke konflikter mellem forskellige religioner. Det rørte mig mest i aften, siger Lars Løkke Rasmussen.

I det hele taget oplevede V-formanden arrangementet som "smukt, respektfuldt og mindeværdigt", selv om han ville ønske, at arrangementet aldrig havde været nødvendigt.

Politiet skønner at omkring 30.000 personer deltog ved arrangementet, hvor også statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) var blandt talerne.

En passage fra statsministerens tale hæfter Løkke sig også ved.

- Vi er dem, vi er, og det skal vi kæmpe for, som statsministeren så rigtigt sagde.

- Den politiske hverdag melder sig på et tidspunkt, hvor vi vil dele os efter anskuelser. Men jeg tror, vi vil være mindet om, at det er fair nok. Det er det, som demokratiet handler om, og det var det, som var på spil den anden dag, siger Lars Løkke Rasmussen.

Han roser også sammenholdet mellem alle politiske partier, kongehuset og forskellige trossamfund, der alle var til stede ved mindehøjtideligheden.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.