Republikanske Perry trækker sig som præsidentkandidat
Rick Perry, præsidentkandidat for Republikanerne, trækker sig ud af kapløbet om at blive USA's præsident.
Det bliver ikke Rick Perry, der får lov til at overtage Det Hvide Hus efter Barack Obama. Perry har fredag trukket sig ud af kapløbet om at blive USA's næste præsident.
Det bliver ikke Rick Perry, der får lov til at overtage Det Hvide Hus efter Barack Obama. Perry har fredag trukket sig ud af kapløbet om at blive USA's næste præsident. Foto: Colourbox/free


Rick Perry, en af Republikanernes præsidentkandidater, vil ikke længere være med i kapløbet.

Det siger den tidligere Texas-guvernør ifølge nyhedsbureauet Reuters i en tale fredag aften dansk tid i delstaten Missouri.

- I dag indstiller jeg min kampagne for at blive præsident for USA, siger Perry.

- Jeg træder til side vel vidende, at vores parti er i gode hænder, og bliver vi ved med at lytte til græsrødderne, vil konservatismen også være det, siger han videre.

65-årige Perry trak sig også i 2012 fra valgkampen om at blive den næste amerikanske præsident efter en bommert under en tv-debat.

I august sendte den amerikanske tv-kanal Fox News en direkte debat mellem ti af de i alt 17 republikanske præsidentkandidater. Her var Rick Perry ikke en af de ti, der blev inviteret.

Han har i det hele taget ikke haft en helt problemfri kampagne indtil nu.

I august var der blandt andet meldinger om, at han ikke længere havde penge til at betale sine kampagnemedarbejdere.

- Jeg fortæller jer denne nyhed uden at fortryde noget, siger Perry og tilføjer, at "det har været en stor ære og et privilegium" at stille op til præsidentkapløbet.

De republikanske kandidater, der fører mest i meningsmålingerne, er den stenrige ejendomsmagnat Donald Trump og den tidligere guvernør i Florida Jeb Bush.

Donald Trump har efter Rick Perrys besked kaldt sin tidligere konkurrent til præsidentkandidaturet for "en fantastisk fyr".

- Jeg ønsker ham det bedste. Jeg ved, at han har en stor fremtid foran sig, skriver Trump på Twitter.

Præsidentvalget finder sted i 2016.

/ritzau/Reuters

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.