Republikanere vil spare 33.000 milliarder
Et flertal i Kongressen har vedtaget et budget, som, hvis det bliver til lov, betyder store besparelser.
USA's præsident skal underskrive Kongressen budget, før det bliver til lov. Arkivfoto.
USA's præsident skal underskrive Kongressen budget, før det bliver til lov. Arkivfoto. Foto: Richard Drew/AP


Kongressen i USA's hovedstad, Washington, har tirsdag vedtaget et budget for 2016, der sætter kursen for et opgør med USA's mangeårige statsunderskud.

Budgettet, der i store træk er et symbolsk politisk dokument for det republikanske flertal i Kongressen, vil over det næste årti - hvis det gennemføres til punkt og prikke - skabe balance i de offentlige udgifter og skære fem billioner dollar svarende til 33.000 milliarder kroner inden for uddannelse, socialvæsen og sundhedsprogrammer.

Budgettet for finansåret 2016, der begynder 1. oktober i år, er med sine 3,87 billioner dollar ikke dramatisk lavere end det budget på fire billioner dollar, som præsident Barack Obama fremlagde i februar.

Men det tegner konturerne af et teoretisk tiårigt program, der vil føre til en eliminering af USA's statslige underskud ved udgangen af 2024 - vel at mærke uden at hæve skatter. Samtidig er der skabt plads til ekstra milliarder til forsvarsbudgettet.

Senatet stemte budgettet igennem med 51 stemmer for og 48 imod. Alle senatorer fra Demokraterne stemte imod. I sidste måned blev det også stemt igennem Repræsentanternes Hus, hvor flere republikanere stemte imod og udstillede intern uenighed om budgettet.

- Intet budget vil nogensinde være perfekt, men det her budget tager på en passende måde hensyn til bekymringerne hos de mange forskellige medlemmer, siger Mitch McConnell, republikansk flertalsleder i Senatet.

- Det afspejler et ærligt kompromis mellem mange forskellige medlemmer med mange forskellige prioriteter, tilføjer han.

Kongressens budget er en resolution, der ikke har nogen lovmæssig effekt, men det bliver brugt som rettesnor til uddeling af de beløb, der bliver tildelt de forskellige dele af den føderale administration.

Hvis ikke Kongressen kan blive enige om et endeligt budget, som præsident Obama vil skrive under inden 1. oktober, risikerer USA endnu engang, at den føderale del af USA bliver lukket ned. Det vil blandt andet berøre nationalparker, museer og alle statsansatte.

/ritzau/Reuters

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.