Republikanere vil lukke USA for syriske flygtninge
Republikanske ledere i Washington vil suspendere USA's program for modtagelse af flygtninge fra Syrien.
Paul Ryan, der her ses til venstre, er formand for Repræsentanternes Hus i Washington. Han vil sammen med sine republikanske partifæller suspendere det amerikanske program om at modtage syriske flygtninge.
Paul Ryan, der her ses til venstre, er formand for Repræsentanternes Hus i Washington. Han vil sammen med sine republikanske partifæller suspendere det amerikanske program om at modtage syriske flygtninge. Foto: Andrew Harnik/AP


Der skal lukkes midlertidigt af for syriske flygtninge i USA.

Det mener republikanerne i Repræsentanternes Hus i den amerikanske forbundshovedstad, Washington DC.

De siger, at programmet for modtagelse af syriske flygtninge skal suspenderes, sådan at USA får tid til at udarbejde tiltag, der kan kontrollere flygtningene bedre.

Det sker i lyset af terrorangrebet i den franske hovedstad, Paris, i fredags, hvor en af gerningsmændene tilsyneladende kom til Frankrig via Grækenland. Her blev han registreret som syrisk flygtning.

- Dette er et tidspunkt, hvor det er bedre at være sikker end at blive ked af det, siger republikaneren Paul Ryan, der er formand for Repræsentanternes Hus.

- Vor nation har altid budt velkommen, men vi kan ikke lade terrorister drage fordel af vor omsorg, siger han.

Det er ikke umiddelbart klart, hvad eventuel ny lovgivning vil omfatte, eller hvad der i det hele taget skal ske nu.

Mandag sagde Ryan, at han overvejer alle muligheder.

Men han siger, at det i løbet af ugen vil blive bestemt, hvordan vejen frem i sagen skal være.

Nogle republikanere truer med at forsinke vedtagelsen af en lov om offentlige udgifter i december, medmindre føderale tilskud til flygtningeprogrammet standser, skriver nyhedsbureauet AFP.

Ryan betegner på en pressekonference også attentatet i Paris, hvor 129 mennesker blev dræbt, som en krigshandling.

Den militante bevægelse Islamisk Stat (IS) i Syrien og Irak har taget skylden for blodbadet i Paris.

USA har et program om at tage imod 10.000 syriske flygtninge i 2016.

Mandag sagde omkring halvdelen af USA's 50 delstater, at de ikke vil tage imod syriske flygtninge af sikkerhedsårsager.

/ritzau/Reuters

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.