Sammenholdet i premierminister Matteo Renzis parti kan komme under pres, når parlamentet torsdag skal stemme om, hvem der skal være Italiens næste præsident.
Selvom den italienske præsident i mange henseender er en kransekagefigur, har vedkommende stor indflydelse i ustabile perioder, da han eller hun kan opløse parlamentet, udskrive valg og udpege premierministre.
Lidt over 1000 parlamentarikere og regionspolitikere skal stemme ved den første runde klokken 15 torsdag.
Det ventes ikke, at man finder en præsident i første runde, da det kræver to tredjedeles flertal.
Navnet på Italiens kommende præsident ventes derimod klar i weekenden efter en fjerde eller femte valgrunde.
Renzi har udpeget dommer og tidligere forsvarsminister Sergio Mattarella som kandidat, og han vil blive præsenteret for Det Demokratiske Parti før afstemningen.
Berlusconi vil ifølge italienske medier ikke støtte Mattarella.
Blandt de andre navne, som cirkulerer, er Romano Prodi, som er tidligere premierminister og tidligere formand for EU-Kommissionen.
Den 89-årige Giorgio Napolitano, som trådte tilbage fra præsidentposten efter nytår, udnyttede sin magt til fulde.
Det skete, da han i 2011 valgte at fjerne den skandaleombruste Berlusconi og erstatte ham med den tidligere EU-kommissær Mario Monti som premierminister.
Napolitano nåede at udpege tre premierministre.
Renzi, som ellers har redet på en bølge af begejstring over en overbevisende sejr ved EU-valget, står langt mere vaklende i hjemlandet, hvor det vil sætte ham under pres, hvis han ikke kan finde en præsident i løbet af fjerde eller femte afstemning.
Det kan ende med et valg før tid, hvis ikke premierministeren formår at gennemføre nødvendige reformer med Berlusconi.
Venstrefløjen i Renzis parti er utilfredse over samarbejdet med Berlusconi, og de forsøger at underminere premierministerens magtbase.
Flere politiske iagttagere i Italien venter, at uroen ender med, at en gruppe fra venstrefløjen forlader det Det Demokratiske Parti for at danne et nyt parti.
/ritzau/Reuters