Rentestigning gør det dyrere for boligkøbere
På tre måneder er det blevet knap 300 kroner dyrere at låne én million. Rentefesten er dog endnu ikke forbi, vurderer økonomer.
På tre måneder er det blevet knap 300 kroner dyrere at låne én million.
På tre måneder er det blevet knap 300 kroner dyrere at låne én million. Foto: Colourbox/free


Det er blevet dyrere at komme ind på boligmarkedet.

De seneste dage er den lange rente steget og ligger lige nu på det højeste niveau i 2015.

De stigende renter har sendt det historiske 2 procents lån ned i en kedelig kurs omkring 95-96. Det betyder, at nye boligejere skal op i et 2,5 procents fastforrentet lån, hvis man vil undgå et betydeligt kurstab - og det koster knaster.

- Det er blevet lidt dyrere at hjemtage et lån. Derfor kan boligkøbere godt ærgre sig, at man ikke hjemtog lånet for to uger siden i stedet for i dag, men det er en del af vilkårene på det finansielle marked, siger boligøkonom i Nordea, Lise Nytoft Bergmann.

I starten af februar, hvor renten er lavest, kunne man optage et fastforrentet lån med afdrag på én million kroner til en rente til 2 procent. Hovedstolen var på 1.026.000, den månedlige ydelse efter skat lå på 3590 kroner og afdraget var på 2110 kroner.

I dag, tre måneder senere, hedder renten 2,5 procent. Hovedstolen er 1.033.000, den månedlige ydelse efter skat er på 3730 kroner og det månedlige afdrag er på 1960 kroner.

Hovedstolen er således steget med 7000 kroner, mens den månedlige ydelse efter skat er steget med 140 kroner, og det månedlige afdrag faldet med 150 kroner. Tilsammen stiller det boligkøberne 290 kroner ringere hver måned.

- Selvom rentefesten har været en anelse sjovere, end den er nu, er der stadig en fed fest i gang, understreger boligøkonomen fra Nordea.

- En rente på 2,5 procent er stadig en ufattelig lav rente. Vi skal ikke mere end tre år tilbage, før renten var dobbelt så høj, siger Lise Nytoft Bergmann, der forventer, at den nuværende rente vil holde året ud.

Samme vurdering kommer fra Christian Hilligsøe Heinig, cheføkonom i Realkredit Danmark.

- De fleste er blevet overrasket over den pæne rentestigning, der har været de seneste uger, som til dels skyldes frygt for græsk exit fra eurozonen. I første omgang forventer vi dog ikke, at tendensen til stigende renter vil vare ved. Så 2 procents lånet vil stadig være i spil, selvom der er pæne kurstab i øjeblikket, siger han.

Generelt advarer Lise Nytoft Bergmann mod, at man som boligkøber lader sig diktere af renten.

- Når man skal købe med et 30-årigt sigte, skal man købe bolig, når det passer ind i familiens planer. Hvis man kigger på, hvor mange udgifter, der er til at bo, så er 300 kroner stadig et forholdsvist begrænset beløb, siger hun.

/ritzau/FOKUS

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.