Er der noget, der kan få Renée Toft Simonsen op i det røde felt, så er det midaldrende mænd iklædt lycra, der ræser afsted på cykelstien.
Det skriver hun i en klumme i Femina.
"Hvor er det dog for sindssygt, at de her mænd tror, de ejer hele verden og cykelstien med, bare fordi de er dresset op i noget neonfarvet udstyr for tusindvis af kroner og har 17 vandflasker viklet om livet!" lyder det fra den rasende aarhusianske psykolog, forfatter og tidligere model.
Hun kalder disse mænd for mamiler (MidAldrende Mænd I Lycra) og beskriver en situation, hvor hun en stille søndag morgen pludselig har en bag sig, der ringer løs med sin ringeklokke 200 meter, før han når hende, så han er sikker på, at hun trækker helt ind til siden i angst.
Som hun ser det, så har 'mamilerne' misforstået alt ved at tro, at de har ret til at køre som vanvittige på cykelstien.
For Renée Toft Simonsen er de cyklende lycra-mænd efterhånden blevet symbolet på alt det, der er galt med samfundet. De er et udtryk for en mig-kultur, filosoferer Renée Toft Simonsen i sin klumme, hvor hun skriver:
"Individualismen er blevet personificeret i en bøvset familiefar iklædt noget stram lycra, på jagt efter en eller anden form for misforstået maskulinitet – og det gør mig helt enkelt bare rasende!"
Og noget kunne tyde på, at hun ikke er alene om den holdning. I hvert fald viste en meningsmåling lavet af analysebureauet Wilke for Avisen.dk i maj, at 76,2 procent af danskerne ikke mener, at cyklisterne tager nok hensyn til med-trafikanterne.