Håndboldspilleren Rene Toft Hansen har beskadiget korsbåndet i højre knæ alvorligt og går glip af EM i januar.
Det skriver lokalmediet Kieler Nachrichten, der har talt med THW Kiel-læge Frank Pries.
Den to meter høje dansker måtte søndag bæres fra banen, da Kiel på udebane besejrede Bergischer HC med 31-28 i den tyske Bundesliga.
Rene Toft Hansen har i en årrække hørt til det danske landsholds defensive samlingspunkter, og det må siges at være noget af en nedtur for landstræner Gudmundur Gudmundsson, at han skal undvære stregspilleren ved slutrunden i Polen.
Den danske landstræner skal nu finde en ny forsvarsdirigent, der kan være med til at lede landsholdet til EM-guld.
- Nu er vi nødt til at se, hvordan vi rekonstruerer vores forsvar, og vi vil bruge den kommende landsholdssamling samt Golden League-turneringen i Frankrig på at finde frem til den optimale løsning.
Den danske landstræner sender sine tanker til Rene Toft, der kan se frem til en lang pause fra håndbolden.
- Naturligvis er det meget trist for landsholdet i og med, at René er en utroligt vigtig spiller i begge ender af banen. Men jeg må understrege, at jeg i første omgang føler med René oven på dette uheld, siger Gudmundsson i en skriftlig kommentar.
I første omgang har landstræneren udvidet sin trup med Alexander Lynggaard og Klaus Thomsen, så den nu tæller 19 mand i stedet for de oprindelige 18.
Det danske landshold mødes tirsdag til den første samling inden slutrunden i Polen, der finder sted mellem den 15. januar og 31. januar.
Rene Toft Hansen har spillet 103 landskampe i rødt og hvidt. Han har scoret 163 mål.
Også i Kiel føler man først og fremmest med danskeren. Forretningsfører Thorsten Storm siger til klubbens hjemmeside:
- Det er brutalt og gør mig ufatteligt ondt på Renés vegne. Den slemme skade betyder en meget lang pause for René.
- Det er et kæmpetab for os i mesterskabskampen, men vi må på trods af det alle se positivt fremad og give alt for vores kaptajn René, siger Thorsten Storm.
THW Kiel ligger i øjeblikket nummer to i Bundesligaen.
/ritzau/