Renault-teamchef: Magnussens kritik lyder underlig
Teamchef hos Renault, Frédéric Vasseur, forstår ikke, at Kevin Magnussen savnede engagement hos Renault.
Teamchef hos Renault, Frédéric Vasseur, er ikke enig med den danske racerkører Kevin Magnussen, som savnede engagement fra Renault-ledelsen.
Teamchef hos Renault, Frédéric Vasseur, er ikke enig med den danske racerkører Kevin Magnussen, som savnede engagement fra Renault-ledelsen. Foto: Franck Fife/AFP


Den danske racerkører Kevin Magnussen satte torsdag ord på sit stop hos Renault-holdet til den kommende Formel 1-sæson.

Danskeren forklarede til flere medier, at han takkede nej til en etårig forlængelse af Renault-kontrakten, og han slog fast, at han ikke følte, at Renault virkelig ville have ham.

- De tilbød mig en etårig kontrakt, og den var sådan set fin, men det var mere følelsen af, at de allerede var videre i deres hoveder.

- De havde brug for én, der kunne køre bilen for et år, og så havde de allerede nogle andre kørere i hovedet, lød det blandt andet fra Kevin Magnussen i et interview med TV3 Sport.

Til andre medier gentog Kevin Magnussen kritikken af Renault-ledelsen, og den kommer bag på Renaults teamchef, Frédéric Vasseur.

- Vi talte om fremtiden nogle gange i løbet af sæsonen, men hvis han har følelsen af, at jeg ikke var engageret, så lyder det underligt for mig.

- Vi talte om kontrakter, men på et tidspunkt talte vi også med Jo (Jolyon Palmer, red.).

- Jeg var nødt til at tale med ham om det sportslige for at vide præcis, hvad der skete på banen og på samme tid bygge en aftale op, siger Frédéric Vasseur til motorsport.com.

Renault meddelte onsdag, at Jolyon Palmer fortsætter i næste sæson som holdets ene kører. Den anden er Nico Hülkenberg, som for nogen tid siden blev præsenteret.

Søndag køres sæsonens næstsidste grandprix i Brasilien.

Kevin Magnussen har i sin første sæson hos det franske hold hentet syv point indtil nu.

Jolyon Palmer er noteret for et enkelt point.

Onsdag og torsdag i denne uge har flere medier berettet, at Kevin Magnussen skifter til amerikanske Haas i næste sæson.

Denne oplysning er endnu ikke bekræftet af parterne.

Teamchef hos Haas, Günther Steiner, meddelte tidligere torsdag, at han forventer at præsentere nyt om holdets kørere i løbet af den kommende weekend.

Ifølge motorsport.com fik danskeren tilbudt en etårig aftale hos Renault kort før det mexicanske grandprix, som blev kørt 30. oktober. Det var ifølge mediet inden, han fik et tilbud fra Haas.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.