Renault-chef lurer på afklaring omkring Formel 1-holdet
Tidligst i september vil Renault afgøre den fremtidige holdsammensætning, siger løbsdirektøren.
Frédéric Vasseur (th.) sammen med Kevin Magnussen.
Frédéric Vasseur (th.) sammen med Kevin Magnussen. Foto: Jan Sommer/Polfoto


Flere kørere er bragt i spil til en plads på Renaults Formel 1-team fra 2017, og om danske Kevin Magnussen har en fremtid på holdet, er et spørgsmål, som mangler et endegyldigt svar.

Heller ikke i august kommer svaret, for tidligst i september vil holdets løbsdirektør, Frédéric Vasseur, og hans chefkolleger træffe beslutning om den fremtidige holdsammensætning.

- Vi tager helt sikkert ikke en beslutning før september. Helt sikkert, siger Vasseur i et interview med Ekstra Bladet, som spørger ham, om der efter sommerpausen i august stadig vil være to pladser på holdet at kæmpe om.

Holdets nuværende kørere i VM-serien, Kevin Magnussen og Jolyon Palmer, sluttede i det seneste grand prix som henholdsvis nummer 16 og 19, og de var igen langt fra point.

Dermed står Magnussens seks point fra Ruslands Grand Prix stadig som en enlig svale.

Frederic Vasseur forsvarer dog kørernes præstationer.

- De gør et godt stykke arbejde. Kevin har indtil videre scoret gode point i en svær situation. Jolyon forbedrer sig. Jeg føler mig godt tilpas med dem.

- Vi skal have en diskussion om, hvad der er bedst for teamet. Vi ved, at vi også skal være fokuseret på den tekniske side i teamet, men jeg bebrejder ikke kørerne noget, for helt ærligt er vi bevidste om den nuværende situation, siger Vasseur ifølge Ekstra Bladet.

På rygtebasis er pengestærke Sergio Perez og det unge franske håb Esteban Ocon bragt i spil til en plads på holdet.

I interviewet afviser Frédéric Vasseur, at han er underlagt krav om at hente en fransk kører til det franske hold.

Næste Formel 1-grandprix køres 28. august i Belgien.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.