René Holten taber igen til tyske Max Hoff
René Holten Poulsen hentede sølv i World Cup-finalen på 1000 meter enerkajak efter nederlag til tysk rival.
René Holten Poulsen måtte igen nøjes med sølv-medaljer, da han lørdag atter kæmpede mod tyske Max Hoff.
René Holten Poulsen måtte igen nøjes med sølv-medaljer, da han lørdag atter kæmpede mod tyske Max Hoff. Foto: Pavel Golovkin/AP


René Holten Poulsen stødte atter sammen med tyske Max Hoff i World Cup-finalen på 1000 meter enerkajak, der foregik på Bagsværd Sø lørdag.

Og det lykkedes, trods hård kamp, ikke danskeren at få revanche over den tyske europamester, der også ved World Cup-stævnet i Duisburg for nylig var en tand bedre.

Finalen på Bagsværd Sø blev som ventet et drama, hvor Max Hoff lagde sig i spidsen fra start og holdt distance til danskeren, indtil der manglede 200 meter. Her satte René Holten Poulsen så en slutspurt ind.

Max Hoff blev presset, men han holdt stand med en halv bådlængde og henviste René Holten Poulsen til sølvmedaljerne, som det også var tilfældet ved EM i Racice.

Henriette Engel Hansen og Emma Aastrand Jørgensen vandt lørdag bronze i 500 meter toerkajak ved World Cup-stævnet på hjemmebane.

Dermed vandt de to deres første medaljer sammen i World Cup-sammenhæng i sæsonens tredje og sidste World Cup-stævne.

Bronzemedaljen blev sikret på målstregen efter en finale, hvor danskerne længe lå på femtepladsen. Men på de sidste 100 meter satte de to danskere en kraftfuld afslutning ind i den olympiske 500-meter-disciplin.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.