René Holten stryger igennem indledende heat ved VM
René Holten Poulsen er klar til VM-semifinalen i 1000 meter enerkajak, men blev diskvalificeret i toerkajak.
René Holten Poulsen er klar til semifinalen i 1000 meter enerkajak ved VM i Milano.
René Holten Poulsen er klar til semifinalen i 1000 meter enerkajak ved VM i Milano. Foto: Pavel Golovkin/AP


Det største danske medaljehåb ved VM i kajak, René Holten Poulsen, levede op til favoritværdigheden i det indledende heat i 1000 meter enerkajak.

Danskeren lagde sig fra start i front af feltet, og der forblev han hele vejen til målstregen, hvor italieneren Alberto Richetti og cubaneren Jorge Rodríguez kom ind på de næste pladser.

Dermed er Maribo-roeren i sikker stil klar til semifinalen på distancen.

- René følte selv, at vandet var lidt tungt samtidig med, at roerne blev generet af dønninger fra opvarmningsbanerne, fortæller Dansk Kano og Kajak Forbunds sportschef, Bo Vestergaard, i en pressemeddelelse.

- Men det til trods leverede René et rigtig godt løb, hvor han var i kontrol hele vejen, lyder det fra sportschefen.

Ved VM i Milano stiller René Holten Poulsen op i enerkajak på både 500 meter, 1000 meter og 5000 meter, ligesom han også er en del af den danske toerkajak på 1000 meter sammen med Nils Boe.

I sidstnævnte gik det imidlertid galt for de to danskere, som aldrig kom i gang med deres indledende heat, da de blev diskvalificeret for to fejlstarter.

Dermed lykkedes det ikke for René Holten Poulsen og Nils Boe at sikre den OL-kvalifikation, som var et målene ved VM.

Bedre gik det for Henriette Engel Hansen og Emma Aastrand Jørgensen på den halve distance hos kvinderne. Med en andenplads i indledende heat er de klar til semifinalen og et skridt nærmere OL-kvalifikation.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.