René Holten slutter dansk World Cup af med sølv
Med sølv i 5000 meter enerkajak sikrede René Holten sig tre medaljer ved World Cup-stævnet på hjemmebane.
René Holten snuppede sin tredje medalje, da det blev til sølv på 5000-meter-distancen ved World Cup-stævnet i Bagsværd.
René Holten snuppede sin tredje medalje, da det blev til sølv på 5000-meter-distancen ved World Cup-stævnet i Bagsværd. Foto: Pavel Golovkin/AP


Søndag var en indbringende dag for den danske kajakroer René Holten.

Han sluttede således af med en sølvmedalje i finalen i 5000 meter enerkajak ved World Cup-stævnet ved Bagsværd Sø.

Det skete blot timer efter, at han havde vundet guld i søndagens tidligere finale på 500 meter, hvor han blandt andet besejrede den evige tyske konkurrent Max Hoff.

Finalen på 5000 meter blev en tæt fight mellem den regerende danske europamester og den regerende verdensmester Kenny Wallace fra Australien, hvor Wallace henviste danskeren til andenpladsen, da han satte tempoet i vejret med 250 meter igen.

Bronzen gik til belgiske Laurens Pannecoucke.

Med sølvmedaljen hentede René Holten i alt tre medaljer ved World Cup-stævnet på hjemmebane, da det lørdag også blev til sølvmedalje på 1000 meter, og det var en tilfreds dansker, der evaluerede sin indsats.

- Kenny er den bedste 5000-meter-roer i verden, så jeg er meget godt tilfreds med sølvmedaljen. Jeg var helt færdig allerede inden starten gik efter et par hårde konkurrencedage.

- Jeg er rigtig godt tilfreds med weekenden og tre medaljer på tre starter, siger René Holten.

Hans næste opgave bliver European Games i Baku i midten af juni.

Før herrernes løb var damerne også ude på 5000-meter-distancen, og her var der seniordebut til den 19-årige Emma Aastrand Jørgensen, der sluttede som nummer fem.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.