René Holten åbner med heatsejr i VM-forsvar
René Holten Poulsen var overlegen i indledende heat i 500 enerkajak, hvor han er forsvarende verdensmester.
René Holten Poulsen viser god form ved VM i Milano (arkivfoto).
René Holten Poulsen viser god form ved VM i Milano (arkivfoto). Foto: JENS DRESLING/POLFOTO


Der hviler store forventninger på skuldrene af Danmarks bedste kajakroer, René Holten Poulsen, ved VM i Milano i disse dage, og indtil videre går det efter planen.

Fredag omkring middagstid bragede Maribo-roeren igennem det indledende heat i 500 meter enerkajak, som han vandt efter at have ført hele vejen.

I mål var René Holten Poulsen over et sekund hurtigere end Oleh Kukharyk fra Ukraine på andenpladsen.

- Flere af konkurrenterne forsøgte at give René modstand undervejs, men så gav han den bare den nødvendige gas og kom som forventet i mål på førstepladsen og videre til semifinalen, siger Dansk Kano og Kajak Forbunds sportschef, Bo Vestergaard, i en pressemeddelelse.

René Holten Poulsen er forsvarende verdensmester på distancen, og derfor er der store forventninger til, at han igen kan levere et topresultat.

Den danske dame-firer var også i vandet kort før René Holten Poulsen, og med en femteplads i heatet sikrede de fire kvinder sig også en plads i semifinalen.

I båden sidder Henriette Engel Hansen, Emma Aastrand Jørgensen, Amalie Thomsen og Ida Villumsen, som er på jagt efter OL-kvalifikation. Det kræver, at båden bliver blandt de seks bedste i en eventuel finale søndag.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.