Remee: X Factor-sangere gider på grund af os
Næsten lige så mange deltagere som i første sæson har tilmeldt sig X Factor i år. Det skyldes dommerne, mener Remee.
X Factor 2015 er Remees femte gang i dommerpanelet.
X Factor 2015 er Remees femte gang i dommerpanelet. Foto: Unger Anthon/free


Lange køer af hujende og forventningsfulde folk indtager hvert år København og Aarhus, når DR indkalder til auditions på X Factor.

Men faktisk er køerne af håbefulde sangfugle skrumpet en del de seneste år.

Ved de første programmer dukkede cirka 2500 tilmeldte op til auditions, men der var således kun cirka 1500 personer, der ville prøve chancen i det ellers så populære tv-show sidste år.

Men den dalende tendens er vendt igen i år. Cirka 2500 deltagere har nemlig tilmeldt sig, bekræfter Maria Rugbjerg fra kommunikationsbureauet Have Kommunikation, der styrer alt det praktiske rundt om programmet.

At flere har tilmeldt sig, er de selvsagt glade for i dommerpanelet.

- De 2500 deltagere er næsten lige så mange, som vi havde helt tilbage, da vi startede. Den store tiltrækningskraft har også afspejlet sig i niveauet i år, siger Remee.

At så mange flere har haft lyst til at prøve deres sangtalent af i år, har Remee en forklaring på.

- I år blev vi annonceret før auditions. På den måde har folk vidst, at det var det samme team, og at vi virkelig vil det. Det, tror jeg, har haft indflydelse på, at så mange tilmeldte sig, siger den 40-årige producer.

De mange håbefulde deltagere får dog som altid svært ved at skille sig ud.

- Der er altid dem, der synger John Legend, fordi han nu har været fremme. Og "Hallelujah". Men når man har hørt den 500 gange, så kan man ikke høre på den mere. Så alt er også lige som det plejer, siger Remee.

X Factor har premiere den 2. januar 2015. Men allerede den 27. december 2014 sender DR en lille smagsprøve ud på årets sæson i form af et optaktsprogram.

Newspaq

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.