Rektor forsvarer etnisk opdeling i redegørelse til minister
Opdeling af elever gør det lettere at målrette læsevejledernes indsats, mener rektor for Langkaer Gymnasium.
Minister for børn, undervisning og ligestilling, Ellen Trane Nørby (V), kan forvente snart at få en redegørelse ind af døren.
Minister for børn, undervisning og ligestilling, Ellen Trane Nørby (V), kan forvente snart at få en redegørelse ind af døren. Foto: Pressefoto Undervisningsministeriet, Flemming Leitorp./Free


Rektor Yago Bundgaard fra Langkaer Gymnasium i Aarhus har nu sendt en redegørelse om opdeling af klasserne på gymnasiet til Undervisningsministeriet. Det oplyser DR.

Gymnasiet er i de seneste dage kommet i verdenspressens søgelys med historien om, at man opdeler de nye 1.g-klasser sådan, at etnisk danske elever ikke udgør færre end 50 procent af klasserne.

På den måde vil man forsøge at undgå, at de etnisk danske elever dropper ud, fordi de kommer i mindretal.

Den beslutning fik undervisningsminister Ellen Trane Nørby (V) til at kræve en redegørelse fra gymnasiet.

Af redegørelsen fremgår det, at rektor Yago Bundgaard helst så, at man i alle klasser kunne opnå en fordeling, hvor cirka 50 procent af eleverne er etnisk danske, og cirka 50 procent har en flerkulturel baggrund.

Et sådan miljø er "trygt" og giver et godt samspil med eleverne, lyder det.

Imidlertid er en sådan sammensætning ikke mulig i alle klasser på gymnasiet.

I de klasser, hvor man derfor i stedet vælger, at klasserne består af elever med anden kulturel baggrund end dansk, er der dog også faglige fordele, skriver rektoren.

- En af de faglige og pædagogiske fordele ved den klassedannelse, som er beskrevet ovenfor, er, at læsevejlederne kan målrette deres indsats.

- Det er fast pædagogisk praksis på skolen, at alle elever screenes og undervises i faglig læsning i grundforløbet. I den forbindelse har skolens læsevejledere en spidskompetence i de tosprogede elevers læse- og skriveproblematikker, som til fulde kan udfoldes i de klasser, hvor alle elever har en flerkulturel baggrund, lyder det.

Af redegørelsen fremgår det også, at skolen vil danne nye klasser til vinter, når grundforløbene er afsluttet på skolen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.