Rekordvinders familie flytter til Strandvejen
På blot tre uger har nybagt multimillionær fra Helsingør investeret hele gevinsten på 315 millioner kroner.
Lotteri-millionæren fra Helsingør har allerede investeret alle de 315 millioner kroner, hun vandt for tre uger siden i Eurojackpot.
Lotteri-millionæren fra Helsingør har allerede investeret alle de 315 millioner kroner, hun vandt for tre uger siden i Eurojackpot. Foto: Colourbox/free


En 47-årig arbejdsløs kvinde fra Helsingør, der for tre uger siden scorede en rekordgevinst på 315 millioner kroner i Eurojackpot, har allerede brugt sin enorme formue, skriver Helsingør Dagblad.

- Forstået på den måde, at pengene er investeret i fast ejendom, aktier og obligationer.

- Vi har haft rådgivere til at hjælpe os med det. Hvis vi investerer pengene ordentligt, kan de kaste 12 millioner kroner af sig i rente hvert år. Og det kan man jo godt leve for, siger hun til avisen med et smil.

Samtidig har kvinden og hendes mand købt en strandvejsvilla til hver af børnene - parret har i alt fem sammenbragte børn - ligesom rekordvinderens søster har fået et hus.

Parret selv bor stadig i det lille hus i Helsingør, hvor de har boet i de seneste fem år.

Lejemålet af den lille villa er dog opsagt, og de glæder sig til om nogle måneder at kunne indtage den nyerhvervede ejendom, som ligger på den "rigtige side" af Strandvejen.

Her får den 47-årige kvinde mulighed for at have heste - et ønske, hun altid har haft, men ikke haft råd til at opfylde. Lige indtil den fredag i februar, da hun gik i Kvickly i Prøvestenscentret i Helsingør og købte en Eurojackpot-kupon.

Udenfor huset står en ny minibil, som har erstattet den skrotningsmodne Polo, parret tidligere kørte rundt i.

Siden rekordgevinsten har hun været ude og bruge 4000 kroner på en shoppingtur. Da hun vendte hjem med indkøbene, fik hun dårlig samvittighed, for hun er ikke vant til at frådse.

- Jeg går stadig efter tilbuddene i supermarkedet. Det ligger så dybt i mig, at man ikke skal rutte med pengene, siger kvinden til Helsingør Dagblad.

Der har dog også ifølge manden været skyggesider ved den store gevinst.

- Københavneraviserne har belejret os, siden vi vandt. Min kone kan ikke gå nogen steder, uden at de følger efter hende. Men nu bliver der sat vagter på, og hun får en overfaldsalarm, hvis de skulle blive for nærgående, fortæller manden.

- Måske var det bedre, hvis 300 danskere havde fået en million hver, siger han, som stadig har sit job som tagrenser.

Og hans kone spiller fortsat lotto.

- Men faktisk vil jeg sige, at hvis hun napper 100 millioner, tager jeg kuponen og smider den i Øresund, lyder det fra mandlige halvdel af multimillionærparret.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.