Gymnasiet storhitter: Erhvervsuddannelser sakker bagud
Erhvervsuddannelser er fortsat ikke noget hit hos de unge, viser nye tal. Danmark har brug for dygtige faglærte, understreger minister.
Næsten tre ud af fire unge, som forlader grundskolen - 74,3 procent - har søgt ind på en gymnasial uddannelse
Næsten tre ud af fire unge, som forlader grundskolen - 74,3 procent - har søgt ind på en gymnasial uddannelse Foto: Scanpix/arkiv


Det er mere populært end nogensinde blandt unge mennesker at gå efter at afslutte sin ungdomsuddannelse med at få en studenterhue på hovedet.

Næsten tre ud af fire unge, som forlader grundskolen - 74,3 procent - har søgt ind på en gymnasial uddannelse, viser nye tal fra Undervisningsministeriet. Det er den højeste andel nogensinde.

Til gengæld har den politiske indsats for at gøre erhvervsuddannelserne mere populære endnu ikke haft nogen synlig effekt.

Tværtimod falder andelen af unge, der vælger erhvervsuddannelser, en lille smule fra 18,5 procent sidste år til 18,4 procent.

Minister: Danmark har brug for dygtige faglærte

Det er da heller ikke en ubetinget tilfreds undervisningsminister Ellen Trane Nørby (V), der gør status.

- Det er nødvendigt, at vi bliver bedre til at udfordre de unge på deres valg – det gælder både gennem forældrene, grundskolen og uddannelsesvejledningen, siger hun i en pressemeddelelse.

Ellen Trane Nørby understreger, at det er afgørende, at vi sørger for, at de unge vælger den rigtige uddannelse – både for dem selv og for samfundet.

- Og Danmark har brug for dygtige faglærte, som kan tage jobs og starte virksomheder inden for industri, byggeri, handel og service. Vi skal også være bedre til at vise de unge, at der er gode muligheder for videre uddannelse efter en erhvervsuddannelse, siger Ellen Trane Nørby. 

Skruer man tiden 15 år tilbage, var situationen helt anderledes. I 2001 var det 59 procent af de unge, som ønskede at fortsætte på en gymnasial uddannelse, mens 32 procent foretrak en erhvervsuddannelse.

Især de sidste 10 år har interessen for de gymnasiale uddannelser været støt stigende, mens erhvervsskolernes popularitet er gået stik modsat.

Flest nordjyder vil have en erhvervsuddannelse

Opgørelsen fra Undervisningsministeriet viser også, at der er store regionale forskelle mellem de unges uddannelsesvalg. 

I Region Hovedstaden er det kun 14 procent, som vælger erhvervsuddannelser, mens interessen er størst i Nordjylland, hvor 22 procent af de elever, som forlader grundskolen, søger ind på en erhvervsuddannelse.

Oversigten fra Undervisningsministeriet viser også, at færre unge fortsætter i 10. klasse. Mens 48 procent af 9. klasse-eleverne sidste år ville fortsætte i 10.klasse, er det i år faldet til 45 procent.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.