Rekordmageren Dustin Johnson styrer mod triumf
Majorvinderen Dustin Johnson slog banerekord ved BMW Championship og styrer mod triumf.
Dustin Johnson har fundet storspillet frem ved BMW Championship.
Dustin Johnson har fundet storspillet frem ved BMW Championship. Foto: Brian Spurlock/Scanpix


Golfspilleren Dustin Johnson er i storform ved PGA Tour-turneringen BMW Championship, og han har sat kurs mod samlet sejr.

På anden runde natten til lørdag satte han banerekord ved kun at bruge 63 slag på de 18 huller - hele ni slag under banens par, og på tredje runde fortsatte han de gode takter.

Efter en lunken start på runden natten til søndag dansk tid fik Johnson gang i putteren til sidst og endte med at komme rundt i 68 slag - fire under par.

Det sendte ham alene i spidsen inden sidste runde, hvor han med samlet 18 slag under par har tre slag ned til englænderen Paul Casey på andenpladsen.

- Putteren fungerer godt. Bolden går i den retning, jeg kigger, og jeg føler, at jeg læser de forskellige greens godt. Jeg får virkelig lavet nogle put i denne uge, siger Johnson ifølge Reuters.

Tidligere i 2016 vandt den 32-årige amerikaner sin første majorturnering (en af de fire største golfturneringer, red.), da han strøg til tops ved US Open.

En sejr i BMW Championship vil være hans 12 på PGA Tour i karrieren.

Johnson er desuden svigersøn til den canadiske ishockeylegende Wayne Gretzky.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.