Rekordlav ledighed: Er der en præst til stede?
Antallet af nye teologiske kandidater, der kan bestride jobbet som præster i landets kirker, falder dramatisk.
For få teologiske kandidater bliver uddannet, og det kan betyde alvorlig præstemangel i de danske kirker. Arkivfoto
For få teologiske kandidater bliver uddannet, og det kan betyde alvorlig præstemangel i de danske kirker. Arkivfoto Foto: www.colourbox.com/free


Mens stigende kirkegang og højt aktivitetsniveau i sognene er med til at fortælle en positiv historie om folkekirken i disse år, ligger der en stor kirkelig udfordring og lurer i horisonten.

De store efterkrigsårgange blandt folkekirkens præster er på vej på pension, men antallet af nye teologiske kandidater falder dramatisk, skriver Kristeligt Dagblad.

For at undgå præstemangel skal folkekirken årligt bruge cirka 100 nye teologiske kandidater, men i 2014 udgik kun 55 kandidater fra pastoralseminarierne i Aarhus og København, oplyser Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter til avisen.

Risikoen for markant præstemangel er alvorlig, påpeger formand for Præsteforeningen, Per Bucholdt Andreasen.

- Kombination af en forholdsvis høj aldersprofil blandt de eksisterende præster og manglen på nye teologiske kandidater er en kæmpe udfordring for folkekirken, siger han.

- Situationen forværres af, at en stor del af folkekirkens præsteembeder findes i landområder, som i disse år oplever en affolkning og problemer med at tiltrække arbejdskraft.

Der er allerede historisk lav arbejdsløshed blandt præster. I oktober 2014 var den nede på 2,7 procent efter i årevis at have ligget mellem fem og 10 procent.

Det fører nu flere steder til faldende ansøgertal og udfordringer med at besætte især vikariater og stillinger i yderområder.

Særligt begrænsninger i optaget på de teologiske uddannelser vil føre til præstemangel i de kommende år, vurderer tidligere rektor for Pastoralseminariet i København Mogens Lindhardt.

- Der uddannes simpelthen for få præster i disse år, og problemet forstærkes aktuelt af regeringens dimensioneringsmodel (som begrænser optaget på visse studier, herunder teologi, red.), siger han til Kristeligt Dagblad.

Han peger samtidig på, at kun cirka 60 procent af de teologiske kandidater faktisk bliver præster i folkekirken.

Præstemanglen kan ifølge Mogens Lindhardt tvinge folkekirken til at finde alternative løsninger eller tilbyde særuddannelser i teologi.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.