Hele 23.310 dage eller nærmere betegnet 63 år og 299 dage.
Så længe har dronning Elizabeth siddet på Storbritanniens trone, og det bliver nu hyldet med 100.000 eksklusive mindemønter.
Den 9. september slog den 89-årige regent den daværende rekord, som dronning Victoria hidtil havde, og det bliver fortsat fejret på behørig vis.
På møntens ene side er der indgraveret et portræt af dronning Elizabeth, mens det gamle landssymbol Britannia, som er personificeret ved en gudindelignende kvinde, pryder møntens anden side.
Det skriver avisen Hello Magazine, der tilføjer, at mindemønten har en værdi af 50 britiske pund og bliver solgt over internettet.
Rundt om kanten på dronningens side af mønten er hendes navn indgraveret samt teksten "Dei Gratia Regina", som oversat fra latinsk betyder "Ved Guds nåde, dronningen".
Hvor dronningen holdt sit imponerende jubilæum en anelse afdæmpet, bliver der til gengæld fyret op for konfettien, når regenten fylder 90 år den 21. april næste år.
Buckingham Palace har tidligere meddelt, at fødselsdagen fejres ved hele fire festlige begivenheder, som sluttes af med en såkaldt finalefejring den 15. maj.
Derudover inviterer dronningen 10.000 heldige mennesker til verdens største gadefest på The Mall i hovedstaden London den 12. juni, hvor også resten af hele den kongelige klan deltager.
/ritzau/FOKUS