Rekordantal boligejere har lagt lån om
Nye tal fra realkreditten viser, at vi netop har været vidne til den største konverteringsbølge i 10 år.
Den danske konverteringsbølge rammer sit højeste punkt i 10 år.
Den danske konverteringsbølge rammer sit højeste punkt i 10 år. Foto: Colourbox/free


Det er velkendt, at boligejere omlægger deres lån for at spare penge. Og faktisk var det et rekordstort antal, der gjorde det, inden opsigelsesfristen udløb i torsdags.

På den måde viser det sig, at boligejere og virksomheder har konverteret i rekordtempo gennem de seneste måneder, og samlet set har der været opsigelser for godt 100 milliarder kroner.

- Dermed topper vi konverteringsbølgen i januar, der var på lidt mere end 90 milliarder kroner.

- Vi kan konstatere, at vi har været vidne til den største konverteringsbølge i 10 år, siger Christian Hilligsøe Heinig, cheføkonom i Realkredit Danmark, i en skriftlig kommentar.

Det samme er noteret hos Lise Nytoft Bergmann, der er boligøkonom i Nordea Kredit.

- Konklusionen er, at konverteringsbølgen vil gå over i historien som en af de helt store konverteringsbølger, hvor boligejere i massevis fik mulighed for at optage et 30-årigt fastforrentet lån med en rente på blot to procent, skriver hun i en kommentar.

De seneste kvartalers store konverteringsbølger har understøttet dansk økonomi, da mange låntagere opnår en ydelsesbesparelse på realkreditlånet, forklarer Christian Hilligsøe Heinig. Dermed frigøres der lidt ekstra til det daglige budget.

- Når det er sagt, er det imidlertid ikke noget, der ændrer dagsordenen i større stil for dansk økonomi. Dertil er den samlede besparelse for "beskeden", påpeger han.

For den enkelte låntager luner det dog uden tvivl i den private økonomi, lyder det fra Realkredit Danmarks cheføkonom.

- Samtidig er der også mange, som har sikret sig en større kursfølsomhed på deres lån, hvilket er med til at give en større beskyttelse af friværdien i boligen i tilfælde af fremtidige rentestigninger, siger Christian Hilligsøe Heinig.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.