Rekord: Danskerne giver 100 millioner til uretfærdighedskamp
Kongehuset donerede i alt 750.000 kroner til Danmarksindsamlingen, hvor der røg rekordmange millioner i kassen


En markant milepæl for velgørenhedsindsamlinger er sent lørdag aften blevet nået, da danskerne i alt har doneret over 100 millioner kroner til Danmarksindsamlingen og kampen mod uretfærdighed i verden.

Det oplyser Karin Aaen, talsmand for de 12 humanitære organisationer bag indsamlingen.

- Vi er helt præcist nået op på 100.270.616 kroner. Det er fuldstændig fantastisk, og vi er helt overvældede, siger hun til Ritzau.

Dermed er der samtidig sat rekord.

- Det er et rekordbeløb, hvis vi ser bort fra 2010, hvor halvdelen af indsamlingen gik til det jordskælvsramte Haiti og dermed blev en katastrofeindsamling, hvilket er noget andet. Den hidtidige rekord blev sat sidste år, da vi indsamlede 87 millioner kroner, siger Karin Aaen.

Blandt bidragyderne er private, skoler, institutioner og virksomheder. Derudover har kongehuset i alt givet 750.000 kroner til Danmarksindsamlingen.

Pengene kommer fra Dronning Margrethe og Prins Henriks Fond, der har doneret 500.000 kroner, mens Kronprins Frederik og Kronprinsesse Marys Fond støttede indsamlingen med 250.000 kroner, oplyser kongehuset.

Pengene fra Danmarksindsamlingen går til at bekæmpe uretfærdighed i udviklingslandene i Afrika, Asien og Latinamerika.

Gennem hele ugen har Danmarks Radio på adskillige tv-og radiokanaler samlet penge ind, og det kulminerede i et stort show på DR1 lørdag aften.

- Pengene går til 12 projekter, som på hver deres måde bekæmper uretfærdighed. Det er blandt andet bekæmpelse af menneskehandel med børn i Haiti, støtte til småbønder, der krænkes af internationale mineselskaber i Ghana, og at sørge for at give børn i Togo en fødselsattest, der giver dem basale rettigheder, siger Karin Aaen.

Det betyder, at de akutte behov i verdens brændpunkter, som eksempelvis de millioner af syrere, der er flygtet fra borgerkrigen i Syrien og sidder i flygtningelejre i blandt andet Tyrkiet, Libanon og Jorden, ikke tilgodeses i denne omgang.

Siden Danmarksindsamlingen blev søsat i 2007, er pengene øremærket til langsigtet udviklingsarbejde.

- Indsamlingen har været dedikeret til langsigtet udviklingsarbejde. Det kan skabe varige forbedringer i et samfund, som netop kan være med til at forebygge og forhindre kommende kriser og katastrofer ved at sætte ind mod fattigdom, mod sociale uligheder og uretfærdigheder, som jo i mange tilfælde er det, som skaber de her konflikter og kriser ude i verden, siger Karin Aaen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.